På sne og bånd

maikenansigt.gif
    
 

AF MICHAEL TANDRUP     
                                                                                                        
Michael er ski-entusiast helt ind til benet, og har sat sig det mål, at blive ski-instruktør inden sin 50 års fødselsdag. For at nå det benytter han sig flittigt af SkiAkademiets træningstilbud, samt træner ugentligt i IndoorSki, når han er hjemme i DK.



Jeg startede med at stå ski i en alder af 27. Som alle andre tog jeg på skiskole, men efter et par uheldige oplevelser besluttede jeg at nøjes med den træning, jeg kunne give mig selv ved at tale med andre og kigge ned fra liften og få ideer fra de andre der kørte på ski under mig. Det var i de glade dage hvor skiene skulle være samlede og hvor man kunne bedømme en skiløbers evner, ved at kigge på skienes længde. Det gik fint i mange år og jeg vurderede mine egne evner ud fra hvor hurtigt jeg kunne køre uden at falde. I og for sig udmærkede måleparametre, som vel bedst kan sammenlignes med en kok, der er tilfreds med sin kogekunst så længere gæsterne ikke kaster op.

Jeg var godt bevidst om, at jeg ikke kørte perfekt, omend jeg til tider nok ville være lettere tilbøjelig til at indikere, at jeg ikke var helt så langt fra. Jeg kunne dog mærke, at der fra tid til anden opstod situationer som jeg ikke havde kontrol over og hvor min fysik var eneste redningsplanke fra at falde. Jeg forsøgte mig derfor en gang imellem med en privatlærer som jeg instruerede i, hvad jeg kunne tænke mig at lære, men det faldt aldrig særligt heldigt ud. Jeg forklarede, at jeg gerne ville lære korte kortsving og køre i løs sne og de startede altid med at undervise mig i alle de grundliggende elementer, som jeg havde en klar fornemmelse af jeg beherskede til fulde. Jeg tilskrev det derfor sproglige vanskeligheder og manglende erfaring fra instruktørens side, at jeg ikke kunne forklare hvad det var jeg gerne ville have ud af undervisningen. Sum og summarum – et par dyre og dårlige oplevelser, men ingen nye trick på ski.

Så kom carving skien og nu blev min stil - med kraftigt spredte ben - lige pludselig moderne. Skiene kom til at yde ekstra hjælp og det blev nemmere at stå pænt på ski. Jeg blev dog overbevidst, af en dansk skiinstruktør, om at der var noget ny teknik som det kunne være godt at lære, hvis man ville udnytte disse nye ski ordentligt. Vi var et par stykker der kastede os ud i at modtage noget træning på dette område – og wov, det var noget der gav bonus. Jeg tilskrev det straks, at det var fordi han var dansker, fornuftig og at vi kendte ham og at han derfor følte et ansvar for at vi skulle have noget ud af det. På det tidspunkt overvejede jeg ikke et sekund om det kunne skyldes, at jeg accepterede at starte forfra og gennemgå alle de basale øvelser, som jeg egentlig følte jeg var hævet over at have behov for, begrundet med at det var en ny type ski. På mine efterfølgende ture tænkte jeg ofte på det vi havde lært og tænkte, at det kunne være fedt at møde denne skiinstruktør igen en dag, så vi kunne fortsætte hvor vi slap, men det skete desværre ikke.

Et år vi var på ski bliver jeg fanget i en udfordring. Vi faldt i snak med en skiinstruktør og jeg fik på et tidspunkt sagt, at havde jeg været 20 år yngre, så havde jeg nok også været skiinstruktør, hvortil hun spurgte hvad det havde med alder at gøre? Hun kunne så fortælle, at der havde været en 51 årig mand med på hendes hold da hun blev uddannet - jeg selv var på det tidspunkt kun 47. Jeg tænkte lidt over hvad hun havde sagt og en morgen jeg vågnede op, opdagede jeg, at jeg havde tilmeldt mig et kursus som skiinstruktør ved Den Danske Skiskole i Hintertux. Da jeg var usikker på hvor god jeg egentlig var, tilmeldte jeg mig - for en sikkerhed skyld - ligeledes en uges fortræning hos Skiakademiet.

Begge kurser var hårde og intense på hver deres måde og jeg fik en meget positiv oplevelse i udviklingen af mit skiløb. Jeg oplevede samtidig en helt fantastisk atmosfære ved at træne og udvikle mig i selskab med andre meget entusiastiske skiløbere. Den første uge i skiakademiet var meget intens med daglig undervisning, selvtræning, videofilmning, videofejlretning, mentaltræning m.v. Det var på mange måder ret grænseoverskridende for mig. Først at skulle klovne rundt med de øvelse jeg fandt meget svære at udføre og lære alle de nye udtryk som skiteorien indeholder, for derefter at skulle stille op til en slags ”konkurrence” og løbe et løb foran et videokamera. Dette skulle dog vise sig at være det rene vand mod det at skulle sidde om aftenen og se sig selv på det store lærred og samtidig skulle kommenterer på sit eget håbløse skiløb. Denne uge var en kæmpe oplevelse såvel på det skitekniske som på det sociale niveau. Jeg besluttede mig for, at det ikke var sidste gang jeg havde deltaget på dette. Den følgende uge var meget anderledes – men ingenlunde ringere. Den foregik i selskab med 170 andre danske ski entusiaster, der alle var der for at hygge sig og blive bedre til at løbe på ski heraf skulle nogle af os tillige bestå en eksamen i slutningen af ugen. Der blev gået til makronerne. Vi havde et utroligt hårdt program der omfattede 8 timers undervisning dagligt og to videofejlretninger i løbet af ugen. Desværre skete det uundgåelige – jeg dumpede til eksamen.

Jeg havde nu lært så meget, primært fra de mange videofejlretninger, at jeg var meget bevidst om hvor meget jeg manglede for at blive i stand til at bestå. I Hintertux var jeg faldet over en reklame for Indoor Ski, hvor det blev indikeret, at man kunne træne og forbedre sit skiløb hjemme i Danmark. Kombineret træning af muskler og teknik, med ski under fødderne, synes jeg lød voldsomt interessant. Ikke flere kedelige timer i et træningscenter for at klargøre lårmusklerne til næste tur. Jeg tog et par prøvetimer i Indoor og opdagede det samme som alle andre - at jeg på båndet startede som nybegynder - i plov – det var lidt af en nedtur. Jeg tog således endnu en udfordring op – jeg ville vinde over båndet. Efter nogle timer begyndte jeg at kunne køre med parallelle ski og så kunne jeg så småt få gang i de foca jeg havde med hjem fra træningen i Tux. Foran spejlet kunne jeg nu se mine fejl, rådføre mig med andre i Indoor og få gode råd til øvelser der kunne være med at styrke disse teknikker. Jeg fik samtidig trænet mine benmuskler på den rigtige måde.

Mine ture til sneen i den efterfølgende sæson, bekræftede klart at begge tiltag gav pote. Jeg modtog flere positive kommentarer på mit skiløb. I særdeleshed fra folk jeg tidligere havde kørt på ski med. Det største kompliment var dog fra min 12 årige datter. Hun gik på snowboard skole, og vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende når de var færdige. Hun spurgte mig om ikke jeg ville køre forbi dem ved deres sidste pause stop, ca. 10 min. før jeg skulle hente hende – og meget gerne lave en piruette eller to - for så ville hun fortælle de andre at ham der kørte der, var altså hendes far – så kan man næsten ikke blive mere stolt ☺.

Hele sæsonen igennem oplevede jeg et bedre skiløb end jeg nogensinde havde oplevet før og jeg
bevægede mig fra bare at banke ned af den ene piste efter den anden – og helst så mange forskellige på en dag som muligt - til at kunne få store oplevelser ud af at træne specielle færdigheder og ofte på de samme pister flere gange i træk. Hver gang trænede jeg kraftigt i Indoor inden jeg tog af sted og jeg fik også lokket familien til at prøve og det kunne både ses og mærkes på dem også. Vores muskler har aldrig været mere klar, og mine børns skikørsel aldrig mere rytmisk, som efter vi begyndte i Indoor Ski.

Senere tog jeg på kursus i Skiakademiet igen og her var det en rigtig fed oplevelse at møde de samme elever og instruktører igen, der kunne huske hvem jeg var, og hvordan jeg løb på ski. Det var så super positivt også her at få at vide, at mit skiløb nu var blevet et helt andet.
Min anden runde i Hintertux forløb endnu bedre end første gang. Dette kan nok primært tilskrives at der var mange kendte ansigter og at rutinerne var rimeligt kendte. Skiakademiets program havde udviklet sig siden sidst og fordi vi var mange der kendte hinanden og tidligere havde kørt sammen, kunne instruktørerne afprøve nogle nye teorier som skulle vise sig, at give rigtig gode resultater. Vi arbejde meget med selvoplevelsen og fik gennem videofejlretningen styrket koblingen mellem det man ”føler” på ski og hvordan dette så ser ud. Vi lærte mange nye teknikker og mit skiløb flyttede sig igen rigtig meget. Det var, totalt set, en endnu større oplevelse på alle planer, end første gang.

Den anden uge, som foregik sammen med Den Danske Skiskole, skulle også vise sig at være bedre end første gang. Denne gang handlede ugen nemlig udelukkende om vores eget skiløb, til forskel fra første gag hvor vi også skulle terpe teori og træne undervisnings praktik.
Vi fik undervisning 8 timer om dagen og kom langt omkring i det traditionelle undervisnings materiale hvilket var en fin kombination med den meget ”følelses” prægede undervisning i ugen med Skiakademiet.
På trods af stor personlig udvikling i skiløbet, fejlede min eksamen endnu engang men forskellen på første og anden gang var, at jeg anden gang var meget mere bevidst om hvad jeg manglede – det er med skiløb som med alt andet – jo mere du lærer, jo mere opdager du, at du ikke kan/ved.
Jeg har derfor i år, intensiveret mit træningsprogram såvel i DK som i sneen i håb om at bringe mig til et niveau hvor jeg kan bestå.

Til dette formål gør jeg brug af kombinationen af Skiakademiet og Indoor Ski. I Indoor træner jeg mine muskler og de foca som Skiakademiet sendte mig hjem med efter sidste tur, så jeg kan være optimalt klar til de kommende kurser og eksaminer.

Kombinationen af træning i Indoor og Skiakademiet, med fokus på egne udviklingsområder og fysisk træning i to miljøer, begge fyldt med entusiaster der har enslydende fokus og mål og hvor man kender hinanden, er en unik mulighed for at forbedre sit skiløb på en god og underholdende måde og som den danske skiscene ikke tidligere har haft mulighed for at tilbyde.

Et tilbud som jeg selv er meget begejstret for og som jeg varmt vil anbefale andre at benytte sig af.
 

SkiAkademiet ApS
CVR-nr.: 31 25 05 28
Email: Info@skiakademiet.dk