AF THOMAS KRING Thomas er træner på SkiAkademiet. Han er uddannet Eurotrainer i Den Danske Skiskole.

Hvad er det, og hvordan bruger vi det?

Eleven finder altså en tre-fire fejl, som de selv synes de skal arbejde med. Herefter er det så vores opgave at rangere disse fejl. Den fejl er den mest graverende og ødelæggende for deres skiløb, er den vi tager udgangspunkt i.

Grunden til at vi lader eleverne finde fejlene selv, er to-sidet.

For det første lærer det eleven at være analytisk skarp. Hvis vi som undervisere lader dem fejlrette sig selv, og derefter giver dem ”resultatet” er det ikke samme refleksion de gennemgår.

For det andet er elevens forståelse af egne bevægelser og fejl meget tæt knyttet til hinanden. Det vil sige, at kan de i deres videoanalyse se, at de står i skridtstilling, kan de i rigtig mange tilfælde godt mærke dette i deres skiløb og dermed rette på fejlen. Er det derimod os som undervisere, der fortæller dem at de har en hofterotation som hovedfejl, så giver det ikke samme forståelse af opgaven hos eleven. Eleven kan måske ikke se hofterotationen og når vi spørger ”kan du se hvordan hoften roterer her?” Så svarer de højst sandsynligt ”jah... Det kan jeg godt se...” Men egentlig aner de ikke, hvad det er, de skal arbejde med! Og det er her den egentlige fejl i undervisningen sker. For hvordan skal en elev forbedre sig, når de ikke aner, hvad det er de skal arbejde med? Godt nok kan vi ved hjælp af øvelser gøre eleven opmærksom på hvordan udgangsposition m.m. skal være, men den egentlige bevægelsesforståelse bliver ikke en kompetence hos eleven.

Det ovenstående kræver selvfølgelig en vis forståelse af skiløbet og dets fejlbilleder. Man kan ikke forvente, at en elev der aldrig har fået undervisning kan se en skridtstilling eller en hofterotation. Men bare de kan rette dem selv og forholde sig kritisk til det de ser på videoen, så når man rigtig langt. Desuden har alle en ide om hvad de synes ”flot” skiløb er og kan dermed godt se hvad det er de selv mangler i forhold til det billede de selv har af ”flot” skiløb. Det er jo sådan set også det vigtigste, at eleven bevæger sig hen mod det skiløb de selv synes er fedt, så længe det ikke er noget der går ud over funktionaliteten.

Derudover er det vigtigt at den undervisning, vi som undervisere leverer på bakken, kobles tæt til videoanalysens fremgangsmetode. Det vil ret basalt sige, at vi skal minimere den instruktive adfærd. Eleverne skal have lov til at stå på ski, uden at vi låser deres bevægelser gennem øvelser. Vi skal ændre opfattelsen af undervisning fra at være øvelses-orienteret til at være terræn-orienteret. Det vil sige, at en given fejl hos eleven skal afhjælpes gennem underviserens bevidste terræn valg, hvor det bliver tydeligt for eleven, at den aktuelle fejl hindrer ”kontrolleret” skiløb. Det bliver altså mere bevægelsesorienteret undervisning, frem for øvelsesorienteret undervisning. Eleverne lærer herved at reflektere over deres eget skiløb og derved blive meget bedre skiløbere, frem for elever der afventer underviserens instruktioner og derved bliver ureflekterede skiløbere, der får svært ved at udvikle deres eget skiløb, da de simpelthen mangler redskaberne til dette.

Hermed bliver det en vigtig del af forløbet at delagtiggøre eleven i undervisningen og dermed vise dem, hvordan de kan udvikle læringsprocesser, der giver eleven det redskaber og forståelse til videre udvikling. For at dette kan lade sig gøre, er det vigtigt at vi som undervisere ikke indgår i undervisningen med en klassisk instruktør–elev tilgang, hvor eleven er det objekt der skal formes efter instruktørens billede (asymmetrisk relation). Man skal i stedet oprette en relation der ser eleven som et subjekt og ikke et objekt (horisontal relation). Vi skal altså lade elevens ønsker og billede på eget skiløb komme til udtryk og tage udgangspunkt i disse, da vi herved viser, at det ikke er os der har det endelige svar, men at vi sammen finder frem til en forbedring af elevens skiløb. Eleven får herved en fornemmelse af at egne meninger og anskuelser ikke er ligegyldige, men kan indgå i det videre undervisningsforløb. Dette gør eleven til en aktiv deltager i undervisningen og dermed øges elevens interesse for udviklingen af skiløbet. Samtidig giver det også eleven mulighed for at udvikle sin analytiske sans og de samlede refleksioner fra eleven vil dermed øges.

Det er dog vigtigt, at man som underviser ikke lader eleven blive ”egen herre”. Hermed menes, at det nemt kan blive en relation, hvor eleven har ret i alt hvad denne siger og mener. Herved snyder man faktisk eleven fra vigtige refleksioner og risikerer at denne bevæger sig i en forkert retning, fordi man ikke træder ind og giver modspil med sin erfaringsmæssige og teoretiske baggrund, der vil være større end elevens. Så det er en balancegang. Give eleven mulighed for refleksion og samtidig sørge for at eleven ikke tager for mange omveje mod målet, som vel er bedre skiløb og ikke nødvendigvis en bestået ETR, PSI 3 eller BSI1.