SKILØB ER MIT STOF

maikenansigt.gif     

AF NINA MOURIER

Nina er uddannet BSI1'er i Den Danske Skiskole og har deltaget på SkiAkademiets forberedelseskurser op til instruktørkurserne.

 


 

Jeg hedder Nina og jeg er skiløber. Jeg er dybt afhængig af skiløb – som en narkoman af sit stof.

Når pulsen eksploderer og adrenalinen pumper er jeg flyvende. Intet kan pille mig ned. Skiløbet giver mig dét kick, som gør mig i stand til at gennemleve vinter efter vinter uden depressioner og andre vinterrelaterede ubehageligheder.

Når sommersolen går ned og bliver erstattet af mørke, pakker jeg mine ski og støvler og drager sydpå. Her er den danske vinterregn afløst af sne, og de århusianske bakker af bjerge. Jeg sidder sammenkrøbet i en skramlende bus ned gennem Tyskland. Benpladsen er på det nærmeste ikke-eksisterende, sædet er vinklet 90 grader og jeg har begyndende kramper i balderne allerede efter to timer. Alligevel elsker jeg turen. På den anden side af de tyske motorveje venter de sneklædte pister og en uge i fartdjævlens tegn.

En hurtig omklædning og jeg flyver ned ad den første pist. Fødderne går i et med skiene. Jeg transformeres om til den skiløber, som den følgende uge og resten af vinteren udgør hele min personlighed. Mens skiene letter fra sneen, tænker jeg: ”Hvis jeg styrter nu, slår jeg mig ihjel!” Alligevel fortsætter jeg ufortrødent. Angsten sparker gang i produktionen af adrenalin, pulsen galoperer og sveden fosser af mig. I hæsblæsende tempo går det ned, ned, ned. Jeg bremser ved foden af bakken. Fra min strube undslipper et højt hvin. Det er umuligt ikke at sætte lyd på den vellyst, der bruser gennem min krop. Efter en lang sommer i afholdenhed har jeg endelig fået mit stof.
 

SkiAkademiet ApS
CVR-nr.: 31 25 05 28
Email: Info@skiakademiet.dk