| Fornemmelser |
Jeg har på det sidste oplevet en følelse i kroppen, hvor jeg virkelig føler, at jeg er det rette sted, og er på rette vej. Det er en svær følelse at beskrive. Og det kan også være en svær følelse at forstå – især for udenforstående. Men det er en helt fantastisk følelse. Det er en slags fornemmelse, der starter som et sug i maven, hvorefter der langsomt breder sig en varme herfra og ud i resten af kroppen. Stille og roligt. Og lige så langsomt mærker jeg også tilfredshed og glæde – og måske også taknemmelighed over at være privilegeret nok til at være lige præcis, hvor jeg er.
Men det er denne følelse og fornemmelse, der gør det hele noget værd. Det er den der gør, at jeg har lyst til at fortsætte og opleve mere. Det er med den fornemmelse i kroppen, jeg føler mig som mig. Og jeg tror også, at jeg i den sindstilstand lærer en masse om mig selv. Nogle gange undrer jeg mig over, at jeg aldrig får den fornemmelse hjemme i København. Er det fordi, det kun er muligt for mig at få den i bjergene eller naturen? Og det er meningen, at jeg skal leve mit liv her? Eller er det fordi, jeg ikke har fundet min rette plads i København. Uanset hvad, er det da en trøst, at jeg ved, at jeg med sikkerhed kan genfinde denne fornemmelse i bjergene...
|
|||||||
SkiAkademiet ApS
CVR-nr.: 31 25 05 28
Email: Info@skiakademiet.dk



